Dette har simpelthen været en drømmeopgave: Det er meget sjældent, at man får lov til at begynde helt fra bunden i et spændende projekt, oftere retter jeg op på noget, der har kørt mere eller mindre fokuseret i en årrække. Og så er de gode mennesker på Raaschou dybt professionelle, ufatteligt dynamiske og en fornøjelse at arbejde sammen med.

Jeg havde allerede løst nogle opgaver for inventarsnedkeriet Raaschou A/S, da jeg blev spurgt om jeg ville være med til at gøre et helt nyt køkkenkoncept klar til lancering.

Jeg lærte indehaver Mads Raaschou at kende, da mine kære samarbejdspartnere Egeværk modtog Snedkerprisen 2019. Mads er formand for Københavns Snedkerlaug, som uddeler den fine pris.. Sådan er verden så forunderligt lille, og det kan virke tilfældigt. Min far var bådebygger og lavede møbler i en stor del af sit arbejdsliv – jeg ved intet bedre end duften af høvlespåner og fint udført håndværk. Så det er nok ikke spor tilfældigt alligevel.

Det nye køkkenkoncept bygger på en digital motor, der muliggør en helt ny og intuitiv måde at designe sit helt eget, individuelle snedkerkøkken på. Jeg blev bedt om at hjælpe med navnekoncept, forhold til moder-brandet Raaschou, identitet og indhold til web. Opgaven kom til at udvikle sig undervejs.. men det må komme her på siden senere..

Se nedslag i raa cph/dish’s visuelle og verbale identitet her…

Visuel identitet

Brand-arkitektur & logoudvikling

Raaschou består af et inventarsnedkeri og en byggeafdeling.

Det nye koncept skulle have egen sub-brand-identitet, der også kunne fungere internationalt – og helt konkret skulle vi også have udviklet et navn til et produkt-brand (køkken).

Vi endte på raa cph til konceptet, der i første omgang lancerer produkt-brandet dish (til køkkener). Der er udviklet navne til de andre produkter, der skal lanceres i denne portefølje. De er gode, men det er ikke min plads at afsløre dem her…

Læs mere om, hvorfor vi valgte dish nedenfor.

Logo / navnetræk

Navn - dish

Opdraget var at finde et navn til køkkenkonceptet, der var kort, kunne fungere på både dansk og engelsk, og som repræsenterede det nye køkkenkoncept godt. Spekulere, spekulere, spekulere… Vi endte på ‘dish’ – se mine argumenter for navnet i nedenstående slides fra præsentation.

Farveskala

Med navnet raa cph på plads, og tanker om et af de stolteste, danske håndværk i baghovedet blev farverne inspireret af vores smukke hovedstad. Corporate brand raaschou havde på forhånd en smuk mat irgrøn som identitetsfarve – det gav god mening at lade den gå igen i sub-brandet. Til den valgte jeg en rødbrun fra tegltage og gamle murstensfacader i København, en stærk blå fra nogle af lofterne i Thorvaldsens Museum (som pop-farve) samt en række rene grå + hvid og sort.

Typografi

Jeg har valgt en skrifttype til identiteten. raa cph handler om at bygge bro mellem et traditionsrigt håndværk og disruptiv teknologi. København indgår i navn og har inspireret os visuelt, værkstedet ligger i Storkøbenhavn – så valget faldt på Kobenhavn fra Adobe Fonts. En helt særlig skrifttype, der både har fødder (eller rettere én fod) og ikke-fødder. Prøv lige at se på den: En fod (der peger bagud i tid), men ikke fødder på alle nedadgående streger.. I brug bliver man bare gladere og gladere for den. Den er også blød og moderne på samme tid. Kobenhavn blev en vigtig del af identiteten.

Identitets-skrifttype:

Kopenhagen (Adobe Fonts)

Fotostil

Fotostil i samarbejde med Fotograf Mew

Web

Layout, design & content til hjemmeside – siden er programmeret af SiteWerk, Schweiz, der også har programmeret konfiguratoren.