Værdigmad producerer velsmagende og ernæringsrigtige fødevarer til de overraskende mange mennesker, der lider af dysfagi. ‘Dysfa-hvad sagde du?’, siger de fleste (mig selv inklusiv, da jeg blev præsenteret for begrebet første gang). Min stavekontrol insisterer stædigt på ‘dysfasi’.

Mit første møde med dysfagi-kost var over en kop kaffe med biscotti’er og kyllingebryst i såkaldt ‘blød konsistens’ med en af partnerne i projektet – og jeg glemmer det aldrig. Det, der gjorde dybest indtryk var, at jeg på ingen måde kunne se, at det ikke var et almindeligt kyllingebryst – og alligevel var konsistensen modificeret, så det kan spises af for eksempel en plejehjemsbeboer med tygge- og synkebesvær. Sikke et fint projekt!

Dysfagi er på almindeligt dansk tygge- og synkebesvær, og følges med en række sygdomme, handicaps og tilstande – og rammer de fleste, der er så heldige at leve et langt liv. Jeg tabte helt mit hjerte til tankerne, værdierne og visionerne bag Værdigmad, da jeg først indledte et samarbejde med teamet bag. Siden har vi brugt en stor del af 2020 på at blive klar til produktlancering. Derfor kommer denne case til at blive udbygget meget i den første del af 2021, som vi bliver klar til at rulle hele konceptet ud.

De bærende tanker bag konceptet er humør, livskvalitet, uhøjtidelighed, løsninger – vi befinder os i en verden, hvor tilgangen til emnet er meget præget af diagnoser, lægetermer og alvor. Vi vil byde ind med det stik modsatte – hey, det handler bare om sprød flæskesvær og andre hyggelige ting! Det behøver slet ikke være så alvorligt 🙂

Jeg er partner i Værdigmad ApS. med 10 % ejerskab. Se nedslag i Værdigmads visuelle og verbale identitet her…

Identitet

Web

Logo

Visuel inspiration: Brug af typografi på koncertplakater og albums fra 1960’erne – hvor mange af dem, der døjer med dysfagi nu, var unge. Der ligger nogle oprørske vibes og nogle meget humanistiske værdier bag Værdigmad.

Vi har talt meget om værdighed – pillet ordet fra hinanden, og kommet frem til en forståelse for, hvorfor man taler så meget om værdighed i ældre-, pleje- og sundhedssektoren. Værdighed har det svært i tilfælde af kontroltab, der er ens værdighed i hænderne på andre. Ved at bryde ordet op, oplevede vi, at vi fik en anden forståelse af det: VÆR-DIG… Måske ligger værdigheden i at være dig? Under alle omstændigheder.

Inspiration fra et smukt broderet ord (Karen Marie Dehn) + et genialt navn, som jeg desværre ikke kan tage æren for..

Verbal identitet

Eksempel på tekstarbejde

BABYEN & DEN RØDE BØF

Her på Værdigmad taler vi ofte om babyen og den røde bøf. Altså – tanken om at servere en rød bøf for en baby. Lyder det som en god ide? Er det ligefrem noget, du praktiserer? Vi antager ikke..

Vores kroppe er vores bedste venner, og hjælper os med en ubegribelig mængde processer hver eneste dag. Vores fødder bærer os derhen, hvor vi gerne vil være. Vores smagsløg danser samba, når vi spiser vores livret, og vores fordøjelsessystem støvsuger umærkeligt samme livret for næringsstoffer. Vores lever fikser lige de to glas vin fra i går aftes – også uden at vi mærker det. Vores arme kan kramme dem, vi elsker. De kan faktisk slet ikke lade være.

I løbet af et langt liv ændrer vores kroppe sig konstant. Og nogle gange driller de – ligesom selv de bedste og mest venskabelige relationer.

En af de mange ting, der kan drille, er tygge- og synkefunktionen. Den ændrer sig i løbet af livet, ligesom alt andet i vores kroppe. En baby kan ikke spise en rød bøf, men skal have flydende eller lind kost. De fleste børn elsker sovs og kartoffelmos, fordi deres spytsekretion endnu ikke er helt så aktiv som hos voksne mennesker (selvfølgelig også fordi det smager godt!). Hos mange mennesker med handicaps, svækkede patienter og ældre mennesker er tygge- og synkeprocessen en udfordring. Det vil komme til de fleste af os, hvis vi er så heldige at leve længe nok.

Et stykke tid før vi stiftede Værdigmad, talte vi med en produktchef fra en international producent af mad til babyer og småbørn. I ved; mos og puréer i tube. De havde undersøgt deres marked grundigt, og havde blandt andet fundet ud af, at cirka 30 % af deres produkter blev købt af ældre mennesker. Ikke fordi de havde lyst til at spise babymad, men fordi der ikke var andre tilbud til dem.

Lige dér blev det hele meget enkelt for os – og vi vidste præcis, hvad vi skulle lave: Velsmagende, præsentable og ernæringsrigtige fødevarer til alle, der er udfordret på tygge- og synkefunktionen. Nu er de første produkter her, og vi har lagt al vores kærlighed i dem – vi håber I har lyst til at prøve dem af!

En søster-identitet

Web

Som en søster-identitet til Værdigmad har vi stiftet Dysfagi Centret (forening), der skal fremme viden om dysfagi samt indgå videnssamarbejder på tværs af forskellige aktører og fagområder.